mandag den 30. april 2007
Klar til at gå i gang?
Håber du nu er klar til at lære 23 ting om web 2.0. Men før du går i gang, så er her lige lidt praktiske oplysninger. Officielt går vi i gang i uge 19, hvor der vil være et morgenkaffemøde onsdag d. 9. maj 2007.

Forløbet vil komme til at strække sig frem til slutningen af august. Fra uge 19 af vil der én gang om ugen blive lagt nye ting ud på denne blog under ”program”, som du kan udforske. Du kan allerede nu se programmet her eller under ”program” i øverste menulinje.

Jeg kan godt allerede nu afsløre at første punkt bliver at oprette din egen blog. Når du har gjort det så send en mail med et link til din blog til mig (mob@aakb.bib.dk), så laver jeg et link til den under ”deltagere” (følg linket i øverste menulinje). Så kan vi nemlig følge med i hinandens blogs.


onsdag den 11. april 2007
Velkommen
Velkommen til bloggen 23 ting i Århus-udgaven. Hvis du besøger bloggen for første gang vil et naturligt spørgsmål sikkert være – hvorfor hedder den 23 ting? Hvad er nu det for noget?

I al sin enkelhed handler det om at inspirere personalet på Hovedbiblioteket i Århus til at udforske og lære 23 ting, der relaterer sig til nye web 2.0 teknologier. Håbet er, at medarbejderne bliver i stand til at bruge nye teknologier i det daglige arbejde. Når man snakker om web 2.0, kan man hurtigt blive teknologifikseret, men det der adskiller web 2.0 teknologierne fra tidligere teknologier, er det sociale aspekt, og måden de bliver brugt på. Det er derfor, vi skal prøve teknologierne af, og se hvad vi kan bruge dem til.

Selv konceptet med de 23 ting er udarbejdet af Helene Blowers fra the Public Library of Charlotte & Mecklenburg Country. Helene Blowers 23 things-koncept er inspireret af Stephen Abrams artikel: ”43 Things I (or You) might want to do this year” og hans hjemmesiden 43 Things.

Det er ikke kun i Århus, vi har fået øjnene op for konceptet med de 23 ting. Bibliotekerne i København, Randers og Herning er allerede godt i gang. Har du lyst til at se, hvordan deres 23 ting ser ud, så læs mere på deres blog, som du finder her.

Hvis du nu sidder og tænker ”puha endnu en masse ting jeg skal sætte mig ind i” så glæd dig over konceptet hedder 23 ting og ikke 117 ting :o) Endvidere vil jeg gerne understrege, at det er meningen, det skal være sjovt og ikke en sur pligt. Og hvis der er noget, der driller så husk, at det sociale element er meget vigtigt element, når vi snakker web 2.0 – så grib fat i en kollega eller skriv en kommentar her på bloggen.




footer